Prisme er et fynsk ensemble med sin helt egen lyd og en anderledes sammensætning af instrumenter, end man sædvanligvis oplever i kirkerummet, nemlig violin/bratsch, keltisk harpe, harmonika og orgel.
Musikerne har både klassisk og folkemusikalsk baggrund, og repertoiret er sammensat af enkel og stemningsfuld musik, primært nordisk og keltisk folketone, egne kompositioner og smukke arrangementer af danske salmer, ligesom fællessalmer indgår som en naturlig del af programmet.
Prisme blev dannet i 2005 på initiativ af Janet Vahl og er kendt for deres meget stemningsfulde og meditative musik, som taler til hjertet i et enkelt og umiddelbart sprog med plads til ro og fordybelse.
Repertoiret består af musik med nordiske og keltiske rødder, både den traditionelle og egne kompositioner samt smukke arrangementer af danske salmer, ligesom fællessalmer indgår som en naturlig del af programmet. Det er “cittaslow” musik, innovativt, med inderlighed og nerve tilsat umiskendelig spilleglæde, som både kan ses, høres og mærkes.
Prisme giver nogle spændende og personlige koncerter, som altid spilles som en helhed, d.v.s. at der først klappes til sidst, hvilket mange har udtrykt som “en anderledes samlet og varm musikoplevelse”.
Prisme er:
Louise Ring Vangsgaard, violin, bratsch
Anne Marie Høst Mortensen, keltisk harpe
Janet Vahl, harmonika
Povl Chr. Balslev, orgel