OM PRISME

Prisme er et fynsk ensemble, som giver kirkekoncerter rundt om i landet. Musikerne har både klassisk og folkemusikalsk baggrund, og repertoiret er sammensat af enkel og stemningsfuld musik, primært nordisk og keltisk folketone, egne kompositioner og smukke arrangementer af danske salmer, ligesom fællessalmer indgår som en naturlig del af programmet.

Prisme giver nogle spændende og personlige koncerter med en smuk og anderledes instrumentsammensætning, end man sædvanligvis oplever i kirkerummet. Musikken bliver ofte betegnet som “hjertemusik” – det er musik som taler til hjertet i et enkelt og umiddelbart sprog med plads til ro og fordybelse. Koncerten spilles som en helhed, d.v.s. at der først klappes til sidst, hvilket mange har udtrykt som “en anderledes samlet og varm musikoplevelse”.

PRISME
Lerup Kirke august 2018

MUSIKERNE 

Louise Ring Vangsgaard: Violin, bratsch
Louise har spillet violin siden barneårene og har en klassisk musikopdragelse i bagagen men har siden sin første fascination af folkemusikken fordybet sig i både de nordiske og irske musiktraditioner.

Uddannet musiker og musikpædagog fra Center for Rytmisk Musik og Bevægelse og diplomår på Det Jyske Konservatorium.
Medlem af det daværende kontemporære og awardvindende folkband Instinkt samt Moving Cloud (irsk trad. musik) 1996-2006.
Har indspillet flere cd’er med både Instinkt og Moving Cloud og især Tradish, som siden starten i 2009 har haft utallige koncerter i både ind- og udland.
Louise er kendt fra adskillige sessions på pub’er og festivaler, fra sit arbejde som studiemusiker, som medlem af bl.a Tradish og Happy River Band samt koncerter med Esben Langkniv og Anja Fønss.

Anne Marie Høst: Keltisk harpe

Statsprøvet musikpædagog fra Det Fynske Musikkonservatorium med supplerende studier i Danmark og Irland hos Helen Davies og Máire Ní Chathasaigh.

Korleder for Fynsk Fuga fra 1996-2006. Siden 2006 medlem af Via Artis Konsort, et internationalt tidlig musik ensemble med utallige koncerter i ind- og udland. Desuden medlem af middelalderensemblet Legerne.

Underviser endvidere som musikskolelærer, på workshops og som musikterapeut. Har sammen med Helen Davies sommeren 2018 udgivet ”Harpebog for begyndere”.

www.annemariehoest.dk 

Janet Vahl: Harmonika
Tidligere mangeårig musiklærer ved Værløse Musikskole med klaver og blokfløjte indenfor det klassiske repertoire. Siden autodidakt folkemusiker på harmonika og violin sideløbende med en omfattende komponistvirksomhed. Tidligere medlem af folkemusikgruppen Gammel Dansk, musikalsk leder i Gladsaxe Spillemandslaug og orkesterleder i Tingluti Aftenskole. 
Fra 1990-2005 primus motor i bl.a. folkemusikgruppen Kvindfolk, Nordfolk, Vahl & Venner. Udgav i 1999 cd’en ”Mellem Himmel og Jord” med eget materiale. Siden 2004 spillet i kirker til bl.a. musikgudstjenester og tog i 2005 initiativ til dannelsen af kirkeensemblet Prisme.

Povl Christian Balslev: Orgel
Kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Koncerter i flere europæiske lande samt USA og Japan. Komponist af et væld af sange, salmer, orgelværker, korværker, opera samt musik til Cd-rom produktioner. Højskolelærer fra 1995-1998. Organist ved Otterup Kirke fra 1998-2002. Siden 2002 organist, kantor og klokkenist ved Vor Frue Kirke, Svendborg samt lærer ved Løgumkloster Kirkemusikskole. Har adskillige cd indspilninger bag sig, er en skattet foredragsholder og har bl.a. skrevet bogen om Thorvald Aagaard.

www.povlbalslev.dk